Nye regler fra Indsamlingsnævnet

Inden enhver indsamling kan begynde at modtage donationer, skal indsamlingen godkendes af indsamlingsnævnet ifølge lovgivningen af de nye regler pr. 01/02/2019 – som lyder at enhver indsamling skal anmeldes og godkendes inden indsamlingen kan startes på en indsamlingsplatform – som i dette tilfælde er samlind.dk. Samlind ApS hjælper med link til oprettelse af ansøgningen omkring en nystartet indsamling, via mail ved oprettelse, men også efter oprettelsen. Man kan godt starte indsamlingen på samlind.dk – men donations muligheden bliver først åbnet op, når Samlind ApS har modtaget svar på om indsamlingen er godkendt af indsamlingsnævnet.

Meddelelsen fra Indsamlingsnævnet:

Herunder kan du læse hele Meddelelsen fra Indsamlingsnævnet vedrørende de nye regler der er trådt ikraft den 1. februar 2019.

Fra den 1. februar 2019 gælder der nye regler på indsamlingsområdet. Nedenfor er de væsentligste ændringer.

1. Indsamling hos juridiske personer er fremover omfattet af loven.

Indsamlinger blandt juridiske personer, f.eks. selskaber og foreninger, er fra 1. februar 2019 omfattet af indsamlingsloven. Det betyder, at man som udgangspunkt ikke må samle ind hos eksempelvis selskaber uden forudgående tilladelse efter indsamlingsloven.

Baggrunden herfor er ønsket om at sikre, at juridiske personer i samme omfang som fysiske personer får den beskyttelse, der ligger i indsamlingslovens regler om tilladelse, regnskabsaflæggelse og god indsamlingsskik. Hermed sikres, at også juridiske personer får mulighed for at kontrollere, at bidrag anvendes i overensstemmelse med det formål, der blev oplyst ved indsamlingen. Det skal således ikke længere være muligt for indsamlere at spekulere i, at indsamlinger hus juridiske personer ikke er underlagt reglerne om god indsamlingsskik og indsamlingslovens regler om tilladelse, efterfølgende regnskabsaflæggelse og kontrol med midlernes anvendelse mv.

2. Indsamlingsplatforme har pligt til at sikre, at der er givet tilladelse til indsamling.

Indehaveren af en indsamlingsplatform vil fra den 1. februar skulle sikre, at en indsamling har fornøden tilladelse hos Indsamlingsnævnet efter § 3 i indsamlingsloven eller er på Indsamlingsnævnets liste over organisationer, som kan foretage indsamling uden tilladelse fra Indsamlingsnævnet efter § 4 i indsamlingsloven, forinden indsamlingen oprettes på indsamlingsplatformen. Se mere her.

3. Overgang til en ansøgningsordning

Fra 1. februar skal der indgives en ansøgning om tilladelse til indsamling i stedet for en anmeldelse. De indholdsmæssige regler for, hvornår der skal ansøges, gælder fortsat. Fremgangsmåden fremgår af den nye ansøgningsblanket, som du kan finde her på siden.

4. Andre ændringer

Indsamlingsnævnet har med lovændringen fået hjemmel til i visse tilfælde at pålægge en indsamler at ændre navnet på en indsamling, hvis navnet kan give anledning til forveksling med andre indsamlinger, jf. indsamlingslovens § 10, stk. 3, nr. 4.

Fra 1. februar kan en indsamlingstilladelse maksimalt gælde i et år, hvorefter der skal søges på ny, jf. indsamlingslovens § 3, stk. 2.

Derfor er det vigtigt at overholde reglerne

Når du skal starte en indsamling i dag, er det naturligvis blevet lidt mere omfattende end før de nye regler trådte i kraft, dog kan doner nu være sikker på at pengene ender det rigtige sted med de nye regler, og indsamler kan være sikker på at der bliver taget god hånd om indsamlingen, både fra vores side, men også fra indsamlingsnævnets side. Det er blevet lovpligtigt at anmelde indsamlinger inden de påbegyndes, så en indsamling uden godkendelse fra indsamlingsnævnet er ulovlig, og kan blive politianmeldt. Derfor råder vi alle der ønsker at oprette en indsamling til at bruge 2 min på at udfylde og sende ansøgningen om indsamlingen til indsamlingsnævnet. Det er egentlig utrolig simpelt at oprette en indsamling. Ansøg om din indsamling her  – Send os en godkendelse fra indsamlingsnævnet når din indsamling er godkendt, og så er du klar til at oprette en indsamling og starte med at modtage donationer.

Udover at overholde de gældende love og regler fra indsamlingsnævnet er det også vigtigt at overholde god indsamlingsskik som betyder at man eksempelvis kun opretter indsamlinger til gode formål. Alle useriøse indsamlinger vil blive slettet af os, men heller aldrig godkendt af indsamlingsnævnet.

Sådan gør vi

Hos Samlind overholder vi alle gældende love og regler vedrørende indsamlinger på vores indsamlingsplatform samlind.dk. Vi screener alle indbetalinger i henhold til hvidvaskningsloven, og vi acceptere kun indsamlinger som er godkendt af indsamlingnævnet.

Samlind er her for at hjælpe dig, og andre til at starte en indsamling, eller bidrage til et godt formål. Derfor ønsker vi at hjælpe på bedst mulig vis. Send os en mail på info@samlind.dk eller send os en besked på vores facebookside hvis du skulle have nogle spørgsmål, eller være i tvivl om det mindste hvad angår indsamlinger eller donationer via vores indsamlingsplatform.

Del med dit sociale netværk!